torsdag den 26. april 2012

Hellere grønt en gråt

Efter en dejlig miniferie i sommerhuset, som vi forlod i sjask regn, kom vi mandag hjem til en sommereftermiddag i egen lille miniput have. Den virker altid pixi, pixi, når vi har været i den store naturhave i Rørvig.
Jeg trak straks i de pansrede havehansker og fik klippet roserne ned. Det pynter gevaldigt, og lover godt at de nu skal arbejde på blomsterne. Har endnu ikke gødet dem, men vil liste ud idag og smide lidt øko-npk omkring dem.

Her er den nyklippede klatrerose, nu hvor terrasse, altan og tagrende er færdiggjort, håber vi på at den vil sno sig helt op i altrækværket som i 'gamle dage', hvor vi kunne nyde blomsterne fra altanen:

Det nye rosenstativ er kommet på plads og glider godt ind i det hele. Omkring står nu tulipanerne og får mere og mere farve.
Det er min Rose de Recht, som er kommet i bur:

Her min engelske rose, The Pilgrim, den får lov at vokse i højden, så kan den nydes på afstand. Den må nøjes med sin bambus tripode - måske får den også sit eget fine stativ en dag?

Jeg har ikke været så flittig mht. at nusse, men det går jo nok, hvad der gror - gror!

Græsset ser friskt og grønt ud - klippeklart - der hvor der er græs, men de bare pletter er ret så ugly :-(
Derfor har jeg gavmildt strøet en halv pose græsfrø, købt i den nye Bilka's haveafdeling. Der var da nogle gode tilbud - bl.a. pæne pæoner til 99,- Men ellers ikke det helt vildt fristende - det var på en eller anden måde lidt 'Bilka-agtigt' - de skulle lave det lidt mere Isabella Smith-agtigt, men det hele blev sådan lidt koksgrå-granitskærver-i-forhaven-agtigt ('Det er billigt, du, billigt!').

Disse koksgrå forhaverædsler, er virkelig én af mine yndlingsaversioner - man kunne lige så godt lægge asfalt. Hvis der endelig skal være sten, hvad så med en køn brolægning? Nå, pyt - jeg tænker altid, at det ikke er havemennesker, som finder på den slags - det bliver aldrig i min have - så heller en skov af skvalderkål.

  Her nedenfor er 2 pelargonier som jeg har ladet overvintre. De har stået tørt og køligt i arbejdsværelset, og her i det tidlige forår, har de fået en sjat vand i ny og næ - se hvor de blomstrer:



De 3 små pelargonier er 12 kroners modeller fra Netto - I år bliver det pelargonier i alle farver, som skal pryde min nyrenoverede altan:

onsdag den 18. april 2012

Havetid igen




Selv om de første erantisser for længst har været i blomst og snart sætter frø, har der endnu ikke været tid til forårets første indlæg her.


Vi har selvfølgelig været i haven og nydt krokusser i solskin, fjernet visne staudetoppe og kigget på plænens sørgelige forfatning...




Der står blomstrende krukker på terassen, og den første liste med ting der skal gøres er langsomt ved at blive krydset af. Aktiviteterne med havens hunde er taget til, jeg har skrevet projekt, og haft travlt med sørge for at de unge søger deres ungdomsuddannelser OG været på sykursus. Så bloggen her har måtte ligge og vente til frosten næsten helt har sluppet sit tag...




Siden jeg lukkede ned i oktober har vi fået lavet vores altan helt færdig og vi har endelig fået tagrenden sat op. Den gamle har ligget og flydt derude og det er skønt og kigge ud og lægge mærke til at den er væk.
Nu skal vi bare male træterrassen og væggene skal males hvide - så er det projekt færdigt, og jeg har planer om at holde en lige festlighed, når det hele er funkler nyt og færdigt. Måske en lille maj festlighed, med champagne i haven?

Af andre projekter for haven, snakker vi nok om småting. Roserne skal klippes ned enten lige før eller efter weekenden. Jeg har fået / købt mig et perfekt rosenstativ, som jeg glæder mig til at placere det rigtige sted.

Der er nogle krukker som skal plantes til, og måske kan man klemme et par stauder ned her og der... Det største 'projekt' i år, skal bare være at gå og nyde haven. Mine rhododendron ser pæne ud - Mio har ikke rørt dem, og ud over at tisse så græsset ikke vil gro, forvolder han ikke rigtig nogen skader mere. Nu bliver det spændende om de vil blomstre?

Jeg har plantet en hortensia i min altankrukke -den store - og den hedder Elisa og er en af de nye hårdføre havesorter ligesom de andre jeg har i haven. Den skulle blomstre med både blå og lyserøde blomster. Jeg beder til at den vil trives deroppe!!

I denne krukke skal en smuk hortensia folde sig ud - jeg krydser fingre:
Rabarberne er godt på vej i deres krukker. Jeg bør nok finde en større potte til den ene af dem. Jeg har købt en ny frisk timian til terrassen og plantet en salvie ud i mit rosenbed, og jeg håber den klarer sig der hvor jeg ønskede mig lavendler. I august plantede jeg også en ny syrisk rose, om den har klaret vinteren vil vise sig. De har det jo med at se fuldkommen døde ud i laang tid - men de er meget sene til at sætte blade, så man må ikke fortvivle, men bare være tålmodig!!.

En yndig blå lille klematis, vil gøre sig godt op ad mit rosenstativ, sammen med Rose de Recht - det må være grund til at besøge planteskoler, for at finde den helt rigtige :-)

Kombinationen af kodriver og snepryd er ikke så tosset - farverne er desværre ikke gengivet så godt her. Jeg har en del kodriver efterhånden, som langsomt har spredt sig - måske der skulle flyttes lidt om på dem så flere kan prydes af den blå farve?