Sider

søndag den 22. maj 2011

Bededags'ferie' i haven

Denne lille ferie har været fyldt op med hårdt havearbejde - men resultatet er også blevet ganske pænt. Lige nu er jeg temmelig radbrækket - trænger til ferie ;-s
Det startede fredag med et lille smut til planteskolen i Lynge, for der måtte de jo have min udvalgte Austin rose 'Rose Claire' - men nej, den var der ikke og planteskolen derude er ikke ellers én, der siger mig noget. Så tilbage til den lokale, hvor de ikke havde fået den siden sidst. Nå, men det blev da til nogle køb trods alt :-) tre søde sibiriske valmuer i fuld blomst, en rosa og en hvid lavendel og en studenternellike samt de 2 store lavendler, som jeg har været på udkig efter til mit rosenbed.


Nå, men hjemvendt gik det fint med at finde pladser til valmuerne - jeg er helt forliebt i dem! Har tidligere købt frø, men aldrig fået sået dem. Og de ser fantastiske ud, klær lodden løvefod i mit hvidgule bed. Men den hvide lavendel var der alligevel ikke pladst til i det hvidgule hjørne, så jeg forsøgte mig lidt her og der, op kom tilsidst til den konklusion, at det ville være helt perfekt med 3 ens klassiske små lavendler til det lille bed. Så det måtte blive en bytter - havde heldigvis gemt bonnen.

Her står mine køb og venter på dommen, skal de plantes eller ej?

Resten af dagen gik dels med at bladre hele min samling 'Haven' igennem, for at hente inspiration til mit skovbundsbe, og finde en artikel om hvordan og hvornår man klipper sine buksbum. Dels med at nusse lidt rundt i haven...

Efterhånden som jeg kom igennem bunken (og den er stor), blev jeg mere og mere sikker på, at det med en rose, nok ikke skulle være. Så tilbage til plan A = rhododendron - så må den hund bare lære ikke at spise dem!!!

Her er jeg i fuld gang med at plante valmuer:

Her er et par sølle hosta i mellem mine hortensier, de skulle reddes fra Mio og er nu flyttet:

 





Bagerst i midten mellem rose og pæon har jeg sat denne dahlia - jeg er meget spændt på om den bliver til noget. Fandt noget gammel gødning i skabet, som jeg lagde oven på. Blev dog i tvivl, om det var lidt for meget.  Trille vil gerne angribe naboens katte og hopper derfor hele tiden ind og patruljerer. Så måske bliver den trampet ned, før den er kommet ordentligt op. Vil dog gøre mit til, at det ikke sker!!


Jeg er meget optaget af, hvordan løvet spiller sammen omkring min orange fine valmue. Ser pludselig hvor smuk løvefodden er til den klare orange farve. Det er helt utroligt, som løvefod klæder næsten alle farver og blomster - farverne her gør den desværre ikke helt ære:


På rundtur i haven, fik jeg spredt lidt erantisfrø her og der. Synes hvert år, det er mærkeligt, at der ikke var som meget som én eneste erantis i haven, da vi flyttede ind, nu er de heldigvis på indmarch:


Jeg fandt en lille selvsået sankthans urt bagest i 'skovbunden' - den skal stå her og blive stor, og klæde min glatbladet merian. Den har den fordel, at den virkelig er tørketålende, og så kan den åbenbart klare en del skygge også, siden den faktisk trives i skovbundens dyb. Jeg så to rigtig store og flotte nede i mosen i dag, på min tur med hundene.


Øv, bladlus på mine roser...

 Skal prøve at huske at få gravet noget gammelt spray frem, så de kan lære det...

Lørdag

Efter en sej kamp med kejserbusken, som jeg tyndede ud i med beskærersav og besærkergang, gik det lørdag: af sti, af sted til planteskolen for at bytte og se, om der skulle være rhododendron efter min smag. Det er det helt rigtige tidspunkt at købe dem på nu, hvor de er i blomst, og man har gemt en sæk spagnum til formålet...

Det skulle vise sig, at de havde et godt tilbud til mig 3 hybrider for 399,- af den lille slags på 1 m x 1m. Jeg faldt for 2 skønne farver, og drog af med dem, plus 3 små munstead lavendler og en purpursolhat, som skal stå i en krukke, for ikke at ende som Miomad.


 Rhododendron hybrid 'Gomer Waterer':



Rhododendron hybrid 'Blutopia' - minder en del om den 'klassiske' fra Rørvig:


Gomer Waterer (spøjst navn) i knop:


Her er skovbundsbedet - 'skovbunden' efter beskæring af kejserbusken, og før plantning af rhodo'er:


Kill your darlings, er der en engelsk talemåde der siger. Mine darlings, kærmindesøster, fik en ordentlig omgang. Det var én af de første stauder, jeg købte, da vi flyttede ind, og den er gået fra én til 20 stk , eller flere vil jeg tro, over de sidste 7-8 år. Men efterhånden som jeg gik i  gang med at se på, hvor planterne skulle stå i forhold til hinanden, endte jeg med en større kærmindesøster-masakre. De havde, med deres søde blå blomster, faktisk overtaget det hele...

Eftersom rhodo'erne er ret små ca. 50-60 cm høje, har jeg sat dem ret langt fremme i bedet. Således at der er en bred 'hundesti' bagved, hvor hundene kan patruljere, besørge osv. Overvejer pt om jeg skal lægge flis ud, så den ikke mudrer til - og hundene slæber det ind. Der er lige en lille åbning mellem 2 af buksbom'kuglerne', hvor man kan gå igennem.

Her er den første mest udsprungne af de lyse rhodoer, blevet plantet i en spagnum/fyrrenåleblanding:

 

Efter den omgang var jeg færdig, og Tobias og jeg hyggede med pizza på terrassen.
Men der var alligevel en smule kræfter tilbage, og vejret var bare så godt. Så jeg fik også sat skik på 'det lille bed' her er studenternelliken:


...Og her det 'færdige' bed:


Søndag

Efter en dejlig lang formiddagstur i mosen, så var det bare at gå igang med at grave huller, skrotte kærmindesøstre og flytte småplanter, som skulle bevares, frem og tilbage. Jeg har valgt at beholde lidt kærmindesøster i baggrunden, bag buskene, da de i starten vil være højere end rhododendronbuskene. De selvsåede akelejer har den helt perfekte farve til at have mellem de blomstrende buske, så nogle af dem blev der flyttet lidt rundt på, så det passer. Så var der også høst anemoner, som jeg har rykket lidt rundt på. Jeg håber meget, de klarer flytningen. Jeg lod to stå, hvor de var, og flyttede 2 så de kommer til at være midt mellem buskene. Der er også en hel del judaspengespirer, og de vil også passe perfekt ind. Ligeledes allium, som jeg overvejer at sætte ind i mellem, en gang ved lejlighed.
Det var om at holde tungen lige i munden, mens jeg gravede. Tobias hjalp lidt til. Men det var svært at lave hullerne store nok. Jeg håber, det holder i længden.

Det færdige resultat ser sådan ud:


 Efter det var det bare om at rydde op, for der var store truende regnskyer på vej - helt perfekt når man har plantet og flyttet stauder i 3 dage!!
Jeg fik sat de 2 lavendler:

 

Og inden regnen kom hyggede jeg mig med at klippe i buksbom  - det er lige noget for mig, glæder mig til at dyrke det i stor stil. Har tænkt mig med tiden at lave en række af kugler rundt om rosenbedet...måske, hvis der bliver råd.

Nu begynder min buksbum, her, at ligne en kegle:


Jeg har noteret et hav af idéer i min notesbog, bla. skal der plantes en klassisk gul daglilje, lige der hvor fodbolden ligger:


 I min bladren i Haven, så jeg bla. en smuk krukke med en dejlig stor orange purpursolhat (Sundown) og den havde de på planteskolen! Den skal ikke spises af Mio og må plantes i løbet af ugen:



Og så kom regnen, med lyn og torden og lårtykke stråler - kan det være mere perfekt timing?

søndag den 15. maj 2011

Syrenerne dufter...

...Og æbletræer og enge fyldt med mælkebøtter og søde harer som hopper omkring. Der er masser af skønne dufte på villavejene, især hvis man er ude og gå en aftentur.
Der er også nogle træer, som har en ubehagelig duft, f.eks. blomstrende rønnebærtræer, dem har vi jo en del af her i rønneholtparken! Men det meste dufter nu godt.

Køerne ved Børstingerød mose er kommet på græs i dag - ingen springende harer dér!
Havearbejde har jeg ikke lavet meget af, hverken i ugens løb eller her i weekenden. Det er mest vandkanden jeg har haft gang i - og så det hårde arbejde ved at gå at nyde det hele :-)
Billederne nedenfor er bare en opdatering af, hvordan der ser ud nu. Det er virkelig groet alt sammen, det ses tydeligt, hvis man sammenligner lidt med aprilbillederne:

Piletræet skyder med krøllede skud



Nu er tulipanerne slut, men roserne skyder og har allerede små knopper, pæonerne som jeg har vandet lidt ekstra, står også med fine knopper. Holder de hvad de lover, bliver det et brusende syn, når de springer ud!!
Kærmindesøster pynter som en blå sky for enden af haven. Der skal findes nogle hundesikre høje stauder el. lign. til at have bagved. Jeg har jo tænkt, at jeg skal have en hvid rose, bl.a. men der kommer til at mangle noget mere. Måske en hortensia - er dog bange for hvad Mio kan finde på at gøre ved den...


Der enkelte huller (bare pletter uden blomster) her og der, så jeg skal nok sidde med blade og bøger og få idéer til at fikse lidt op her og der. Og så har vores 4-benede entreprenør også været på spil og gravet på sin plet - så den slags huller har der også været - grr :-(


Her har vi dækket hullet til igen (bare rolig - Mio har ikke lært at bruge spaden). Spaden står der for at holde ham fra at grave igen. Han er ikke så glad for haveredskaberne... Som man kan se, er der faktisk en hosta, som har overlevet - der er faktisk 2 i alt.
Nedenfor er et af de andre slags huller - jeg må bytte lidt om på pæon og rose i efteråret. Pæonen skulle kun være 60 cm høj  - men den er ca. en meter. Jeg tror også at Løjtnants hjerte skal rykkes med lidt tilbage og stå ved siden af. Hvad der så skal stå foran, vil jeg gå og spekulere lidt over sommeren igennem. Det er så hyggeligt.
 

Nu er Allium rigtig på spring. Og det ser så godt ud, at de svæver over rosenbuskene. De er har jo stået der et par år nu, mens roserne jo kun blev plantet sidste år. og slet ikke var i samme højde som nu. Derfor har det set underlig bart ud rundt om. Men nu virker det som tænkt. Dejligt. Min Rose de Recht har lidt svært ved at holde sig opret, så jeg har lavet en lille bambustripode, for at hjælpe den lidt på vej.




 Og endelig kom der vand - en hel syndflod i lørdags - den lille have siger mange tak... Desværre lækker min vandmåler, så hvor meget der faldt, ved jeg ikke. Men det lød som Niagara Falls i vores nedløbsrør!!









onsdag den 4. maj 2011

Kom maj du søde milde >:(

Det er ikke lige de milde vinde, vi har over Allerød. De sidste dage har været meget kolde, det har været med vintertights på løbeturen, og handsker på cykelruten til og fra arbejde.

Men haven er køn! Selvom jeg savner en lun krog at nyde den fra.

Sidste weekend fik jeg nusset lidt her og der. Min mor kom med bregner, som blev sat bag vandfadene. Det har været tørt, og efter som jeg allerede har talt knopperne på mine pæoner, og gerne vil have de alle springer ud- fik de en ekstra sjat vand hver i sær. Jeg håber det lykkes dem alle at komme smukt i blomst. De sidste 2 satte jeg forrige år, og jeg aner ikke længere hvad farve de har. De er købt i Netto... Ligesom min løjtnants hjerte som er helt overdådig i år.

Så meget kan man få for en 10'er:


Jeg havde jo planlagt et kombineret tørketålende/sensommer/kenzoinspireret bed (fra bogen om de 32 bed) men ironisk nok er mine smukke purpursolhat væk, ædt eller bukket under for frosten - og kun min lille pink merian, (som jeg rent faktisk fik gratis på Caroline Mathildestiens planteskole, fordi den var så sølle), der har overlevet!!

Men jeg har faktisk et kenzobed, bare se her:


 En selvsået Judaspenge i forgrunden:





Her gemmer et vibeæg (eller hedder det 'en'?) sig i løjtnanthjerte:


Søndag fik jeg også fjernet en masse mælkebøtter fra plænen. Jeg gad egentlig ikke, men de sprang i øjnene og den ene bøtte tog den anden, og pludselig var der en masse sjove huller i 'plænen' og langt færre mælkebøtter. Når man har en så lille græsplæne som os, kan man rent faktisk nå langt, og virkelig se forskel.
Samme aften trak det op med mørke skyer - og jeg måtte haste hjem fra mine søndagsindkøb, for at nå hjem og smide mine super reperationsgræsfrø. Frøene er nemlig enkeltvis omvundet gødning, og skulle derfor være super effektive. Jeg nåede det også inden regnen kom- og nu ser det ud som om der er en, som har tabt en halv pose kokosmel ud over det hele. Jeg er spændt på om resultatet bliver mærkbart bedre!

Noget af det gode, ved at have have, er, at man rent faktisk kan glæde sig over at det regner, også selvom det lige har været lækkert lunt sommer vejr! Jeg hørte til min rædsel at der var hagl og hårde byger over Hillerødmotorvejen - og tænkte straks på mine stakkels blomster. Men vi gik fri! Det er bare så ærgerligt, når det hele bliver fladt

Her nusser Olivia om sine fodboldstøvler:



Og her arbejder 2 eksperter på at fikse vores skur:



Tjek lige denne her ud http://youtu.be/V1bFr2SWP1I det er i bogstaveligste forstand den fedeste fortolkning af Over the Rainbow!! Tak til Charlotte for tippet