Sider

torsdag den 27. oktober 2011

Så lukker vi ned

Der er kommer nok til at blive stille på bloggen frem til de første erantisser viser sig.

I weekenden fik jeg endelig ryddet op i haven, slået græs for sidste gang i år, og gjort terrassen ren og ryddelig.

Der er stadig blomster på roserne og høstanemonerne står der endnu, Sankt Hansurt er også med. Den syriske rose ser lidt trist ud og har nu fået en lyskæde - med solcelle - smidt over sig. Det har været et godt og vådt haveår, men også med masser af dejlige solskinsdage med kaffe og avislæsning på havebænken. Mine nyplantede rhododendron'er har fået den bedste start med al den vand, og der har i det hele taget ikke været meget med at slæbe vand frem og tilbage i kander.

Græsset kunne være grønnere - men sådan er det bare - det bliver man aldrig mere tilfreds af. Vi har fået ordnet vores altan, så når foråret kommer skal terrassen males - det bliver super. Jeg forestiller mig vi holder en lille festlig indvielse af den, på en af de første lune dage i foråret.

Alle krukkerne på nær de 2 største står ude foran i gården. Mine 2 pelargonier har jeg taget ind for vinteren, og håber de klarer den (hvis jeg ellers husker at vande) i gæste/arbejdsværelsets havedør. De lyser op i pink og lyserødt derinde.

Jeg ved ikke, om jeg når det, men jeg kunne så godt tænke mig at få sat pinseliljer - nu må vi se.

Rigtig god vinter til alle have(blog)ejere - vi ses/blogges, når havelysten begynder at spire igen, og der skal lægges planer for det kommende haveår.

onsdag den 31. august 2011

Sommerregn i haven


Så er det årets sidste 'officielle' sommerdag. Her i ferien har der været stille på bloggen, og der har heller ikke været den store aktivitet i haven. Jo, vi har fået repareret altan, og slået lidt græs ind i mellem. Men hos mig daler interessen for at nusse og lave om, med vind og vejr. Der er kønt og grønt derude. Men generelt har haven lidt en smule under den megen regn. Dog må jeg sige at hortensierne ser ud til at strutte. Og det har nok også været super for mine nyplantede rhododendron - der har ikke været behov for at vande, og det er nu et smukt grønt bed med blomstrende høstanemone og sankt Hansurt på spring.



Min Comte de Chambord, har ikke kunne lide regnen, og mange af rosenknopperne har slet ikke foldet sig ud og bare gået i sig selv igen. Min Sympathie har ikke blomstret meget - men det blev jo også sablet ned fordi vi skulle lave altan. Lavendlerne klarede den heller ikke - slut med lavendler i den lille have - de kan bare ikke gro der :-(

Men min syriske rose har blomstret så det er en fryd. Billederne nedenfor er fra starten af august:



Den syriske rose er i smukt matchende selskab med glatbladet merian:

fredag den 1. juli 2011

Ferieklar have

Overskyet sommervejr ca. 20-22 grader



Vi skal på en lille uges ferie, så i eftermiddag tog jeg en lille amok-runde i haven, så den ikke er helt forvokset, når vi kommer hjem. Olivia bliver hjemme og passer hunde - men jeg regner ikke med, at hun gider at lave havearbejde, bare det at få hende til at samle op efter hundene, er vist udfordring nok....

Så i dag har jeg slået græsset - det bliver altid for langt. Og så gik jeg besærkergang på jasminen, som nu er afblomstret - den ser nu smal og tynd ud - og der ligger en ordentlig bunke grene bag hækken. Vi er så heldige at gårdmændene kommer og samler grene ind for os, det gør det så dejligt nemt.

Jeg elsker simpelthen at beskære - og så er det jo godt, at jeg har en lille have, for der er det altså nødvendigt at klippe her og der. Lille Trille har været meget vagtsom så hjørnet ind mod 'kattehaven' er blevet skærmet af med lidt hønsenet. Vi håber det vil hjælpe lidt på problemet - ellers er yndlingsbeskæftigelsen at ligge på lur på en af naboens 3 katte :-(


Roserne er nu på deres aller højeste. Den hvide pæon har stadig 3 knopper der venter på at springe ud - så det har egentlig været en forholdsvis lang pæonsæson - skønt.

Her er lidt af stokroserne i vores gård:


Og her de flotte knopper, som jeg er ret facineret af:

Stokroserne er nu godt igang. Jeg har rigtig mange i år, og har nydt både knopper og følge med i hvilke farver de nye planter har. Det der med forventningens glæde er bare godt. Se nedenfor de forskellige farver - så godt som kameraet nu vil honorere dem.







Blomsterne ligner næsten syriske roser
Jeg har prøvet at få en del forskellige blomster til at gro her i gården, men intet har vokset så godt som stokroserne. De første frø jeg fik var fra Strynø, men det er nok et par generationer siden. Her i gården gror de som regulært ukrudt. Lige min stil - er dog temmelig sikker på at naboerne, med deres minimalistiske, ukrudtsfri, flisebelagte haver og for-gårde, ikke mener det lige er deres kop te. Og det er helt i orden, der skal jo være plads til os alle, også kedelige haver ;-) uden selvsåede skønne blomster i vild forvirring som hos mig!!

Nå, nu tager jeg til Als i morgen - måske finder man lidt have-inspiration på ferien til Sønderjylland...





søndag den 26. juni 2011

Loppefund til haven

Gladgården holdt sommerudsalg, og jeg var der i god tid for at gøre et par kup. Desværre var der ingen kurvemøbler til haven, men jeg fik da en hulske, Madam Blå stil, til at rense op i mine vandfade. Naboen har været godt i gang med hækkesaksen, så der var en del blade at fiske op!! Og nu har vi langt om længe fået hækken lidt ned i højden. Det er fantastisk så meget lys det giver!



Og her til aften hænger der tændte fyrfadsstager i træer og buske og lyser op i nattemørket, jeg fik 4 søde hænge-stager i glas for 2 kr. stykket :-) Det pynter og hygger gevaldigt! Der var også et par finurlige ting, som kunne have været små muntre detaljer i haven, men de blev snuppet, foran snuden på  mig, ærgerligt - men det er jo en del af pakken, når man går på loppemarked.

onsdag den 22. juni 2011

En vellykket detalje

Sommervejr, sol og skyer - tordenlummert...


I eftermiddag fik jeg slået det alt for lange græs - og må desværre nok konstatere at de mystiske døde brune pletter nok er Mio's tissepletter - hmm! Jeg vil forsøge at vande efter, hvis jeg lige ser ham tisse, men må nok opsøge gode råd.
Mio slapper af mellem duftende roser

Ellers gror græsset og skal slås - en i mine øjne r--syg beskæftigelse - dog må jeg give Søren ret i at en flot grøn plæne er  - flot!

Mine vandfade er lykkedes rigtig godt, se bare her hvordan vedbenen har gjort sit til at kranse dem ind:


Et lille aftenbillede af den gule the pilgrim i fuldt flor, den dufter dejligt, jeg har en buket lige her på bordet...mmm!

Så er haven pæn og klar til en hyggelig Sankt Hans aftens middag, i morgen. Jeg har købt små glas hængelysestager, men mangler grene at kunne hænge dem i - jeg må stille dem her og der. Bål kan ikke lade sig gøre i den lille have, men vi tænder grillen i stedet og med levende lys og god mad får vi nok en dejlig aften.


lørdag den 18. juni 2011

Gul Monet

Smaddermeget regn og gråvejr - 15-20 grader...

Det er jo ikke ligefrem havevejr - og jeg har da heller ikke lavet noget som helst havearbejde i dag. Det gjorde jeg i sidste weekend, hvor jeg fik luget rosenbedet, og fjernede det lille stakit, jeg havde lavet af pil, samt lavet en rustik pile-tripode til den ene rose. Det ser vældig godt ud, se bare her:



Jeg brugte også meget tid på bare at sidde og snuse ind, duftene overvælder netop nu: hyld, jasmin, historiske roser og pæoner...Og mens jeg sad der, som Ferdinan, spekulerede jeg over nye tiltag, og forandringer i haven. Det ender nok med, at jeg kanter mit rosenbed med løvefod, den er nem, tilgængelig (gratis) og passer til alt. Kan klippes ned, når den bliver for stor - og til dels holde hundene ud, samt give plads til at man kan se de tidlige løg i bedet. Får se, om det ender med dem og ikke buksbum, som jeg har overvejet tidligere.

Når vejret er som idag, er det bare om at tip-tå ud i haven og klippe sig et par blomster - så jeg har en duftende buket stående lige her ved siden af mig:



Nå, men der er jo som bekendt ikke noget der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning :-s Så det var bare på med røjsere, regnbukser, -frakke og sydvest! Og ud og nyde den store vilde have derude i selskab med hundene. (Børnene er ikke helt glade for at jeg spadserer rundt i knaldrød sydvest - men der er ikke mange ude i sådan et vejr).

Turen gik som så mange gange mod mosen, og jeg havde kameraet med, for der er nemlig iris i fuldt flor dernede - og de skulle foreviges!

Her er en lille billed-hilsen til Berit fra Irishaven:





Jeg ved ikke om man kan fornemme det i billederne, men stemningen i mosen var helt fortryllende i regnen: en blanding af impressionisme og Jurrasic Parc - med masser af bregner, og mosbegroede væltede træer...


Billedet nedenfor blev, lige meget hvad jeg gjorde, rystet - det skal dog også lige siges at jeg samtidig havde 2 hunde i snor - og at der lige var sprunget en hjort frem (eller var det en faun?), ved siden af os få meter før... Men det giver måske egentlig det helt rigtige billede af den impressionistiske stemning fra mosen: GUL MONET
 I forgrunden er der blåbær, måske er jeg heldig i år at få fingrene i nogle modne bær? Men ellers er der meget andet i den nære natur (den store vilde have), som jeg kan plukke og måske sylte af. Kommer der lidt tørvejr i morgen, skal der høstes hyldeblomster til saft, og senere på sommeren vil jeg forsøge mig med mirabellerne - måske noget marmelade eller andet. 

Oh, Mirabel - jeg håber I kender Astrid Lindgrens skønne historie om Mirabel? Ellers er det om at få fingrene i den - og et lille barn - man kan læse den for!! Lige noget for en haveelsker - måske med en børne have i en krog af haven...

God weekend til alle - trods vejret og nyd den og haven set indefra, med en god kop te og en kiks!

lørdag den 11. juni 2011

Sol, sommer og masser af blomster

Så er alle pæoner i udspring! Og selvom overskriften fortæller om sol, ja så har der også været en hel del nedbør. Men vi har dog ikke været så hårdt ramt - af syndflod.
Meget havearbejde er det ikke blevet til, bare lidt græsslåning, og billederne nedenfor, skal bare vise lidt af alt det jeg bare NYDER i disse dage.

Her er en rigtig overraskelse, nemlig en enkelt pæon.
Jeg har ikke set den i blomst før, og troede det var en dobbelt. Den er købt i Netto, og som jeg husker det, vidste jeg kun at den var lyserød, da jeg købte den. Det er skønt med den slags smukke overraskelser, for jeg havde aldrig valgt den ud, hvis jeg havde vist den ikke var dobbelt... Og nu elsker jeg den naturligvis, der er 2 blomster.





 

Her  er min duftende hvide pæon, forneden står løvefod, foroven uægte jasmin - og ved siden af den gule engelske rose The Pilgrim, den er fortsat i knop


Den uægte jasmin - for bare et par dage siden - nu er den i fuld blomst - og hænger over pæonen. Og så udsender den, den mest vidunderlige kraftige duft at skovjordbær. Har nydt et par timer i liggestolen, under den i dag!


Roseclaire er også godt med, den bedste mest taknemmelige storkenæb - den pynter rundt om Rose de Recht og Comte de Chambord:


 Her den første udsprungne blomst på Comte de Chambord - det ser desværre ud til at mange af knopperne går i sig selv igen. Jeg håber det er forbigående...


Rose de Recht. Den blomstrer det bedste den har lært og det ser bare helt ud som planlagt, omringet af pæoner og den lyse rose ovenfor.

Og så havens stolthed i disse dage: min lyserøde pæon, købt som en lille knold i en plastikpose i Kvickly for ca. 5 år siden - den har aldrig været større og flottere, og blomsterne ligner små kålhoveder. Jeg elsker bare pæoner - og det ser ud til at de faktisk stortrives i min lille have. Det kan godt være at blomstringstiden ikke er lang. men jeg tror, jeg skal have flere alligevel. Bliver de bundet godt op, er der ikke meget pasning i dem. Og bare det at gå og se planten og knopperne udvikle sig - det er en lige så stor fornøjelse som at nyde selve blomstringen. Og så passer det med at de går i blomst før vi tager på ferie, så vi ikke misser den overdådige blomstring!

Her er den første udsprungne knop på vores trofaste Sympathie rose. Den er blevet groft beskåret i år, men strutter med masser af knopper. På mystisk vis har netop denne blomst besluttet sig for at hænge nedad. Det ser lidt sært ud, men smuk er den ikke desdo mindre


Her er fotos taget her i eftermiddag af rosenbedet:


Hvid pæon med lidt jasmin i baggrunden, et væld af dufte:

Her er The Pilgrim, der er tonsvis af knopper - og vi er hjemme i år til nyde blomsterne, der starter mørkegule og ender med at blive helt lyse. De matcher hvid pæon, uægte jasmin og løvefod, så smukt.

søndag den 22. maj 2011

Bededags'ferie' i haven

Denne lille ferie har været fyldt op med hårdt havearbejde - men resultatet er også blevet ganske pænt. Lige nu er jeg temmelig radbrækket - trænger til ferie ;-s
Det startede fredag med et lille smut til planteskolen i Lynge, for der måtte de jo have min udvalgte Austin rose 'Rose Claire' - men nej, den var der ikke og planteskolen derude er ikke ellers én, der siger mig noget. Så tilbage til den lokale, hvor de ikke havde fået den siden sidst. Nå, men det blev da til nogle køb trods alt :-) tre søde sibiriske valmuer i fuld blomst, en rosa og en hvid lavendel og en studenternellike samt de 2 store lavendler, som jeg har været på udkig efter til mit rosenbed.


Nå, men hjemvendt gik det fint med at finde pladser til valmuerne - jeg er helt forliebt i dem! Har tidligere købt frø, men aldrig fået sået dem. Og de ser fantastiske ud, klær lodden løvefod i mit hvidgule bed. Men den hvide lavendel var der alligevel ikke pladst til i det hvidgule hjørne, så jeg forsøgte mig lidt her og der, op kom tilsidst til den konklusion, at det ville være helt perfekt med 3 ens klassiske små lavendler til det lille bed. Så det måtte blive en bytter - havde heldigvis gemt bonnen.

Her står mine køb og venter på dommen, skal de plantes eller ej?

Resten af dagen gik dels med at bladre hele min samling 'Haven' igennem, for at hente inspiration til mit skovbundsbe, og finde en artikel om hvordan og hvornår man klipper sine buksbum. Dels med at nusse lidt rundt i haven...

Efterhånden som jeg kom igennem bunken (og den er stor), blev jeg mere og mere sikker på, at det med en rose, nok ikke skulle være. Så tilbage til plan A = rhododendron - så må den hund bare lære ikke at spise dem!!!

Her er jeg i fuld gang med at plante valmuer:

Her er et par sølle hosta i mellem mine hortensier, de skulle reddes fra Mio og er nu flyttet:

 





Bagerst i midten mellem rose og pæon har jeg sat denne dahlia - jeg er meget spændt på om den bliver til noget. Fandt noget gammel gødning i skabet, som jeg lagde oven på. Blev dog i tvivl, om det var lidt for meget.  Trille vil gerne angribe naboens katte og hopper derfor hele tiden ind og patruljerer. Så måske bliver den trampet ned, før den er kommet ordentligt op. Vil dog gøre mit til, at det ikke sker!!


Jeg er meget optaget af, hvordan løvet spiller sammen omkring min orange fine valmue. Ser pludselig hvor smuk løvefodden er til den klare orange farve. Det er helt utroligt, som løvefod klæder næsten alle farver og blomster - farverne her gør den desværre ikke helt ære:


På rundtur i haven, fik jeg spredt lidt erantisfrø her og der. Synes hvert år, det er mærkeligt, at der ikke var som meget som én eneste erantis i haven, da vi flyttede ind, nu er de heldigvis på indmarch:


Jeg fandt en lille selvsået sankthans urt bagest i 'skovbunden' - den skal stå her og blive stor, og klæde min glatbladet merian. Den har den fordel, at den virkelig er tørketålende, og så kan den åbenbart klare en del skygge også, siden den faktisk trives i skovbundens dyb. Jeg så to rigtig store og flotte nede i mosen i dag, på min tur med hundene.


Øv, bladlus på mine roser...

 Skal prøve at huske at få gravet noget gammelt spray frem, så de kan lære det...

Lørdag

Efter en sej kamp med kejserbusken, som jeg tyndede ud i med beskærersav og besærkergang, gik det lørdag: af sti, af sted til planteskolen for at bytte og se, om der skulle være rhododendron efter min smag. Det er det helt rigtige tidspunkt at købe dem på nu, hvor de er i blomst, og man har gemt en sæk spagnum til formålet...

Det skulle vise sig, at de havde et godt tilbud til mig 3 hybrider for 399,- af den lille slags på 1 m x 1m. Jeg faldt for 2 skønne farver, og drog af med dem, plus 3 små munstead lavendler og en purpursolhat, som skal stå i en krukke, for ikke at ende som Miomad.


 Rhododendron hybrid 'Gomer Waterer':



Rhododendron hybrid 'Blutopia' - minder en del om den 'klassiske' fra Rørvig:


Gomer Waterer (spøjst navn) i knop:


Her er skovbundsbedet - 'skovbunden' efter beskæring af kejserbusken, og før plantning af rhodo'er:


Kill your darlings, er der en engelsk talemåde der siger. Mine darlings, kærmindesøster, fik en ordentlig omgang. Det var én af de første stauder, jeg købte, da vi flyttede ind, og den er gået fra én til 20 stk , eller flere vil jeg tro, over de sidste 7-8 år. Men efterhånden som jeg gik i  gang med at se på, hvor planterne skulle stå i forhold til hinanden, endte jeg med en større kærmindesøster-masakre. De havde, med deres søde blå blomster, faktisk overtaget det hele...

Eftersom rhodo'erne er ret små ca. 50-60 cm høje, har jeg sat dem ret langt fremme i bedet. Således at der er en bred 'hundesti' bagved, hvor hundene kan patruljere, besørge osv. Overvejer pt om jeg skal lægge flis ud, så den ikke mudrer til - og hundene slæber det ind. Der er lige en lille åbning mellem 2 af buksbom'kuglerne', hvor man kan gå igennem.

Her er den første mest udsprungne af de lyse rhodoer, blevet plantet i en spagnum/fyrrenåleblanding:

 

Efter den omgang var jeg færdig, og Tobias og jeg hyggede med pizza på terrassen.
Men der var alligevel en smule kræfter tilbage, og vejret var bare så godt. Så jeg fik også sat skik på 'det lille bed' her er studenternelliken:


...Og her det 'færdige' bed:


Søndag

Efter en dejlig lang formiddagstur i mosen, så var det bare at gå igang med at grave huller, skrotte kærmindesøstre og flytte småplanter, som skulle bevares, frem og tilbage. Jeg har valgt at beholde lidt kærmindesøster i baggrunden, bag buskene, da de i starten vil være højere end rhododendronbuskene. De selvsåede akelejer har den helt perfekte farve til at have mellem de blomstrende buske, så nogle af dem blev der flyttet lidt rundt på, så det passer. Så var der også høst anemoner, som jeg har rykket lidt rundt på. Jeg håber meget, de klarer flytningen. Jeg lod to stå, hvor de var, og flyttede 2 så de kommer til at være midt mellem buskene. Der er også en hel del judaspengespirer, og de vil også passe perfekt ind. Ligeledes allium, som jeg overvejer at sætte ind i mellem, en gang ved lejlighed.
Det var om at holde tungen lige i munden, mens jeg gravede. Tobias hjalp lidt til. Men det var svært at lave hullerne store nok. Jeg håber, det holder i længden.

Det færdige resultat ser sådan ud:


 Efter det var det bare om at rydde op, for der var store truende regnskyer på vej - helt perfekt når man har plantet og flyttet stauder i 3 dage!!
Jeg fik sat de 2 lavendler:

 

Og inden regnen kom hyggede jeg mig med at klippe i buksbom  - det er lige noget for mig, glæder mig til at dyrke det i stor stil. Har tænkt mig med tiden at lave en række af kugler rundt om rosenbedet...måske, hvis der bliver råd.

Nu begynder min buksbum, her, at ligne en kegle:


Jeg har noteret et hav af idéer i min notesbog, bla. skal der plantes en klassisk gul daglilje, lige der hvor fodbolden ligger:


 I min bladren i Haven, så jeg bla. en smuk krukke med en dejlig stor orange purpursolhat (Sundown) og den havde de på planteskolen! Den skal ikke spises af Mio og må plantes i løbet af ugen:



Og så kom regnen, med lyn og torden og lårtykke stråler - kan det være mere perfekt timing?