Sider

torsdag den 26. april 2012

Hellere grønt en gråt

Efter en dejlig miniferie i sommerhuset, som vi forlod i sjask regn, kom vi mandag hjem til en sommereftermiddag i egen lille miniput have. Den virker altid pixi, pixi, når vi har været i den store naturhave i Rørvig.
Jeg trak straks i de pansrede havehansker og fik klippet roserne ned. Det pynter gevaldigt, og lover godt at de nu skal arbejde på blomsterne. Har endnu ikke gødet dem, men vil liste ud idag og smide lidt øko-npk omkring dem.

Her er den nyklippede klatrerose, nu hvor terrasse, altan og tagrende er færdiggjort, håber vi på at den vil sno sig helt op i altrækværket som i 'gamle dage', hvor vi kunne nyde blomsterne fra altanen:

Det nye rosenstativ er kommet på plads og glider godt ind i det hele. Omkring står nu tulipanerne og får mere og mere farve.
Det er min Rose de Recht, som er kommet i bur:

Her min engelske rose, The Pilgrim, den får lov at vokse i højden, så kan den nydes på afstand. Den må nøjes med sin bambus tripode - måske får den også sit eget fine stativ en dag?

Jeg har ikke været så flittig mht. at nusse, men det går jo nok, hvad der gror - gror!

Græsset ser friskt og grønt ud - klippeklart - der hvor der er græs, men de bare pletter er ret så ugly :-(
Derfor har jeg gavmildt strøet en halv pose græsfrø, købt i den nye Bilka's haveafdeling. Der var da nogle gode tilbud - bl.a. pæne pæoner til 99,- Men ellers ikke det helt vildt fristende - det var på en eller anden måde lidt 'Bilka-agtigt' - de skulle lave det lidt mere Isabella Smith-agtigt, men det hele blev sådan lidt koksgrå-granitskærver-i-forhaven-agtigt ('Det er billigt, du, billigt!').

Disse koksgrå forhaverædsler, er virkelig én af mine yndlingsaversioner - man kunne lige så godt lægge asfalt. Hvis der endelig skal være sten, hvad så med en køn brolægning? Nå, pyt - jeg tænker altid, at det ikke er havemennesker, som finder på den slags - det bliver aldrig i min have - så heller en skov af skvalderkål.

  Her nedenfor er 2 pelargonier som jeg har ladet overvintre. De har stået tørt og køligt i arbejdsværelset, og her i det tidlige forår, har de fået en sjat vand i ny og næ - se hvor de blomstrer:



De 3 små pelargonier er 12 kroners modeller fra Netto - I år bliver det pelargonier i alle farver, som skal pryde min nyrenoverede altan:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar