Sider

søndag den 15. maj 2011

Syrenerne dufter...

...Og æbletræer og enge fyldt med mælkebøtter og søde harer som hopper omkring. Der er masser af skønne dufte på villavejene, især hvis man er ude og gå en aftentur.
Der er også nogle træer, som har en ubehagelig duft, f.eks. blomstrende rønnebærtræer, dem har vi jo en del af her i rønneholtparken! Men det meste dufter nu godt.

Køerne ved Børstingerød mose er kommet på græs i dag - ingen springende harer dér!
Havearbejde har jeg ikke lavet meget af, hverken i ugens løb eller her i weekenden. Det er mest vandkanden jeg har haft gang i - og så det hårde arbejde ved at gå at nyde det hele :-)
Billederne nedenfor er bare en opdatering af, hvordan der ser ud nu. Det er virkelig groet alt sammen, det ses tydeligt, hvis man sammenligner lidt med aprilbillederne:

Piletræet skyder med krøllede skud



Nu er tulipanerne slut, men roserne skyder og har allerede små knopper, pæonerne som jeg har vandet lidt ekstra, står også med fine knopper. Holder de hvad de lover, bliver det et brusende syn, når de springer ud!!
Kærmindesøster pynter som en blå sky for enden af haven. Der skal findes nogle hundesikre høje stauder el. lign. til at have bagved. Jeg har jo tænkt, at jeg skal have en hvid rose, bl.a. men der kommer til at mangle noget mere. Måske en hortensia - er dog bange for hvad Mio kan finde på at gøre ved den...


Der enkelte huller (bare pletter uden blomster) her og der, så jeg skal nok sidde med blade og bøger og få idéer til at fikse lidt op her og der. Og så har vores 4-benede entreprenør også været på spil og gravet på sin plet - så den slags huller har der også været - grr :-(


Her har vi dækket hullet til igen (bare rolig - Mio har ikke lært at bruge spaden). Spaden står der for at holde ham fra at grave igen. Han er ikke så glad for haveredskaberne... Som man kan se, er der faktisk en hosta, som har overlevet - der er faktisk 2 i alt.
Nedenfor er et af de andre slags huller - jeg må bytte lidt om på pæon og rose i efteråret. Pæonen skulle kun være 60 cm høj  - men den er ca. en meter. Jeg tror også at Løjtnants hjerte skal rykkes med lidt tilbage og stå ved siden af. Hvad der så skal stå foran, vil jeg gå og spekulere lidt over sommeren igennem. Det er så hyggeligt.
 

Nu er Allium rigtig på spring. Og det ser så godt ud, at de svæver over rosenbuskene. De er har jo stået der et par år nu, mens roserne jo kun blev plantet sidste år. og slet ikke var i samme højde som nu. Derfor har det set underlig bart ud rundt om. Men nu virker det som tænkt. Dejligt. Min Rose de Recht har lidt svært ved at holde sig opret, så jeg har lavet en lille bambustripode, for at hjælpe den lidt på vej.




 Og endelig kom der vand - en hel syndflod i lørdags - den lille have siger mange tak... Desværre lækker min vandmåler, så hvor meget der faldt, ved jeg ikke. Men det lød som Niagara Falls i vores nedløbsrør!!









onsdag den 4. maj 2011

Kom maj du søde milde >:(

Det er ikke lige de milde vinde, vi har over Allerød. De sidste dage har været meget kolde, det har været med vintertights på løbeturen, og handsker på cykelruten til og fra arbejde.

Men haven er køn! Selvom jeg savner en lun krog at nyde den fra.

Sidste weekend fik jeg nusset lidt her og der. Min mor kom med bregner, som blev sat bag vandfadene. Det har været tørt, og efter som jeg allerede har talt knopperne på mine pæoner, og gerne vil have de alle springer ud- fik de en ekstra sjat vand hver i sær. Jeg håber det lykkes dem alle at komme smukt i blomst. De sidste 2 satte jeg forrige år, og jeg aner ikke længere hvad farve de har. De er købt i Netto... Ligesom min løjtnants hjerte som er helt overdådig i år.

Så meget kan man få for en 10'er:


Jeg havde jo planlagt et kombineret tørketålende/sensommer/kenzoinspireret bed (fra bogen om de 32 bed) men ironisk nok er mine smukke purpursolhat væk, ædt eller bukket under for frosten - og kun min lille pink merian, (som jeg rent faktisk fik gratis på Caroline Mathildestiens planteskole, fordi den var så sølle), der har overlevet!!

Men jeg har faktisk et kenzobed, bare se her:


 En selvsået Judaspenge i forgrunden:





Her gemmer et vibeæg (eller hedder det 'en'?) sig i løjtnanthjerte:


Søndag fik jeg også fjernet en masse mælkebøtter fra plænen. Jeg gad egentlig ikke, men de sprang i øjnene og den ene bøtte tog den anden, og pludselig var der en masse sjove huller i 'plænen' og langt færre mælkebøtter. Når man har en så lille græsplæne som os, kan man rent faktisk nå langt, og virkelig se forskel.
Samme aften trak det op med mørke skyer - og jeg måtte haste hjem fra mine søndagsindkøb, for at nå hjem og smide mine super reperationsgræsfrø. Frøene er nemlig enkeltvis omvundet gødning, og skulle derfor være super effektive. Jeg nåede det også inden regnen kom- og nu ser det ud som om der er en, som har tabt en halv pose kokosmel ud over det hele. Jeg er spændt på om resultatet bliver mærkbart bedre!

Noget af det gode, ved at have have, er, at man rent faktisk kan glæde sig over at det regner, også selvom det lige har været lækkert lunt sommer vejr! Jeg hørte til min rædsel at der var hagl og hårde byger over Hillerødmotorvejen - og tænkte straks på mine stakkels blomster. Men vi gik fri! Det er bare så ærgerligt, når det hele bliver fladt

Her nusser Olivia om sine fodboldstøvler:



Og her arbejder 2 eksperter på at fikse vores skur:



Tjek lige denne her ud http://youtu.be/V1bFr2SWP1I det er i bogstaveligste forstand den fedeste fortolkning af Over the Rainbow!! Tak til Charlotte for tippet

mandag den 25. april 2011

Påskedage i haven

Sol, sommerstemning, ca. 20 grader.

De sidste dage af ferien, har været hygge i haven og forskellige projekter.

Her spiser jeg frokost, på bænken, med selskab... 

De indkøbte potter er blevet plantet:
Det hvidgule bed er blevet hegnet ind med de sidste pilekviste, og samtidig gjort lidt bredere:


Her er jeg færdig med at flette, jeg kunne godt have brugt mere pil,
 men det må vente til næste styning:



Jeg har flyttet de små buksbum fra dette bed, rykket dagliljen længere frem, sat lavendelblå ærteblomster, ved foden af tripoden, og plantet den velduftende primula. 

Buksbum er nu plantet på række, som kant til skovbundsbedet. De skal med tiden alle klippes som kugler, den største står bagerest, den mindste forrest. Hensigten er at skabe en illusion om dybde. Een af buskene er hvidbroget, meningen er at det skal se ud som om der falder en solstråle netop der. Jeg fandt nogle gamle græsfrø i haveskuret, dem har jeg smidt på havegangen mod lågen, så ser vi om det bliver til noget. Der er kommet en del mere sol i haven, efter vi klippede hækken ned, og med haveskuret det nye sted, er der en del mere lys og luft. Under plantningen af buksbum, måtte jeg flytte 2 kærmindesøster, et par påskeliljer og en del vintergækker - nogle er blevet delt og sat i det blandede bed ved piletræet. Det var et større arbejde, men jeg holdt en del pauser undervejs. Rhododendronen er gravet op, det var et trist farvel. Nu er der så et lidt rodet skovbundsbed, som venter på at blive fikset lidt op: Claire Austin, og pinseliljer er på huskelisten ind til videre.

Her er min nyplantede buksbum 'hæk':


Nu jeg ser billederne, kan jeg se, at den lille 'tot' vintergækker her i forgrunden,
 skal have et nyt sted at bo...


Jeg skal læse lidt på hvordan og hvornår jeg skal klippe buksbum, måske skal en særlig saks anskaffes til formålet.

Der er ellers sket meget i de sidste dage, hækken er blevet grønnere, tulipanerne er snart alle i fuldt flor, det tidlige hold er allerede afblomstret. Her er de lyserøde store tulipaner netop kommet i blomst. Jeg vil flytte 3-5 stk. efter blomstring, så der også kommer  3 grupper.


Og her er de nye røde jeg satte sidste efterår:



Det fortabte fodboldbarn, hjemvendt fra Soccercamp.dk, der hygges med påskeæg:



Til påskemiddagen servedes lam i dild, hmm...


 Og den blev indtaget i solen, på terrassen:





Og sidst, men ikke mindst flueskabet, som Tobias har lavet til mig: